Fra Esbjerg, Danmark
Alder: 69 år
Jeg kom til Grønland i 1970
Ved mit første møde med grønlandsk i 1970 stod det hurtigt klart, at grønlandsk er et sprog, der ikke kan læres, så jeg opgav næsten med det samme. Derefter arbejdede jeg i forskellige byer i Grønland uden at tænke ret meget på sproget. Men i 1973 fik jeg en god grund til at lære det, så jeg genoptog læringen helt fra begyndelsen.
Hvad var din motivation for at lære kalaallisut?
En kvinde, selvfølgelig.
Hvad var det hårdeste for dig for at lære kalaallisut?
Der var masser af forhindringer: Undervisningstilbuddene var få og undervisningens kvalitet generelt meget lav; Som oftest ønskede de grønlændere, jeg forsøgte at tale med, ikke at forstå mit mangelfulde grønlandske og valgte i stedet at svare på ofte lige så mangelfuldt dansk, osv. osv. Det var faktisk først da jeg var så heldig at få en grønlandsklærer, der selv havde lært sig grønlandsk som voksen der for alvor skete noget. Han formåede at give mig den “dåseåbner”, der var med til at knække koden, så jeg selv på relativt kort tid efterhånden nåede frem til noget funktionelt grønlandsk.
Hvilke fordele er der at kunne kalaallisut?
Et svært spørgsmål, for der er så mange gode ting at nævne. Men et står helt klart for mig: Uden grønlandsk ville jeg aldrig have mødt så mange dejlige mennesker, som jeg har, eller levet lykkeligt i Grønland så mange år, som jeg har gjort det.
Hvad er det vigtigste for at lære kalaallisut?
At knække koden så hurtigt som muligt, så man kommer i gang med det egentlige, nemlig at bruge det grønlandske sprog til virkelige ting i den virkelige verden sammen med virkelige mennesker.